Genbrugsvejleder

ARC søger genbrugsvejledere til nyt, innovativt genbrugscenter
Sydhavn Genbrugscenter

Kan du afkode kundetyper, spotte direkte genbrug og yde service ud over det sædvanlige?

Vær med på holdet som altid giver vores kunder en varm velkomst, så de oplever, at de bliver modtaget som gæster er med til at sikre at frasortering af materialer til direkte genbrug bliver en succes.

 

Om Sydhavn Genbrugscenter

Sydhavn Genbrugscenter er et nyt genbrugscenter opført af Københavns kommune og ARC. Det nye genbrugscenter skal fremme direkte genbrug af materialer og være et svar på, hvordan vi får flere ressourcer ud af affaldet.
Når kunderne kommer til Sydhavnen, vil de blive vejledt i en sluse af genbrugsvejledere for at få en bedre sortering.

 

Jobbet

Du yder service fra første blik, du møder vores kunder. Du undersøger og identificerer potentialer i kundernes affald til direkte genbrug – i god dialog med kunderne. Du er vidende om affald, så du kan oplyse vores kunder om, hvordan de bidrager til bæredygtighed. Du formidler viden til vores kunder om, hvordan materialer skaber ny værdi og glæde via konceptet i SYDHAVN GENBRUGSCENTER.

Din passion for kundeservice og direkte genbrug fylder din arbejdsdag. Du har ansvar for at kunderne oplever, at der er godt flow i slusen, hvilket til tider vil være en svær balancegang – det er her du brænder igennem med din smilende, imødekommende og hjælpsomme måde at være på. Du arbejder tæt sammen med andre for at få hverdagen til at fungere.

Du har ansvar for at renholde og rydde op, så SYDHAVN GENBRUGSCENTER fungerer godt og fremstår indbydende, hvilket betyder at du altid er parat til at give en hjælpende hånd eller handske med over for både kunder som kolleger.

 

Dig

Du er udadvendt, handlekraftig og serviceminded. Selv i travle situationer kan du bevare roen. Du er en god kommunikator og evner at tilpasse kommunikationen individuelt til den enkelte kunde, hvorfor gode sprogkundskaber kan være nyttige.

Du er erfaren med lettere administrative opgaver og erfaren bruger af PC. Du har kørekort. Du er kreativ og kan se anvendelsespotentialer og værdi i det materiale kunderne indleverer.

Du trives med omskiftelige arbejdsopgaver og en vis portion kaos, da aktiviteter, arbejdsopgaver og samarbejder løbende ændres – nogle gange måske hurtigt. 


Vi tilbyder

Et spændende og udviklende job med ansættelse pr. 1. juni 2019. Din arbejdstid er 37 timer om ugen i gennemsnit. Vi er der for vores kunder – og de er der oftest i weekenden og i ferien. Derfor har vi brug for, at du er fleksibel og klar på at arbejde hver anden weekend.

ARC arbejder på et højt fagligt niveau, hvor din faglige og personlige udvikling også bliver sikret. ARC lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, hvor dialog, udvikling og indflydelse er væsentlige nøgleord.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

 

Ansøgning

Hør gerne mere om stillingen hos driftsleder Claus Petersen på telefon 32 68 93 53.
Du sender din ansøgning og CV til arc@a-r-c.dk mærket ”genbrugsvejleder” senest den 5. april 2019. Samtaler holder vi i uge 17.

 

Om ARC

ARC er en del af byen. Vores mål er at bidrage til en sund, ren og attraktiv by – og, ikke mindst, at beskytte klima og miljø. Vi forvalter affaldets ressourcer sådan, at vi giver materialer, el og fjernvarme tilbage til borgerne og byen. Med etableringen af det nye energianlæg, Amager Bakke, bliver ARC et eksempel til global inspiration på hvorledes klima- og miljøbeskyttelse, effektiv energiproduktion og nytænkning af det moderne byrum kan forenes. På vores genbrugspladser sorterer og genanvender vi affald fra mere end en million erhvervs- og privatkunder.