Ny direktør

Jacob Simonsen ny direktør for ARC (Foto: Lars Svankjær)

En enig bestyrelse i ARC - Amager Ressourcecenter- har i dag valgt at ansætte den 51-årige nuværende direktør for Dansk Affaldsforening, Jacob Hartvig Simonsen, som ny direktør.

Næstformand og formand for ansættelsesudvalget, Allan S. Andersen, udtaler:

"Med Jacob Simonsen får ARC en meget vidende og erfaren direktør fra affaldsbranchen. Det er nødvendigt i en tid, hvor hele branchen er under forandring. Omstillingen til en mere cirkulær tankegang stiller nye krav til en affaldsvirksomhed som ARC, og med Jacobs erfaring, viden og lederegenskaber er han den rette til at føre ARC ind i en ny tid".

Allan S. Andersen fortsætter:

"I forbindelse med direktøransættelsen ønsker bestyrelsen også at takke Energichef Dan Fredskov for sit virke som konstitueret direktør siden april 2017. Dan har ydet en god indsats med at bringe Amager Bakke-projektet tæt på målstregen".

Den nye direktør, Jacob Simonsen, udtaler:

"Det er ikke let at forlade Dansk Affaldsforening, men jobbet hos ARC er simpelthen så interessant, at jeg ikke kunne lade det ligge: Ambitiøse ejere med fornemme klima- og miljøambitioner, et banebrydende men omdiskuteret Amager Bakke-anlæg og så nye opgaver med affaldsindsamling, biogas og sorteringsanlæg.

Der er nok at tage fat på, så ARC kan folde sit fulde potentiale ud. Visionen er, at vi sammen skal udvikle fremtidens selskab til forvaltning af byens ressourcer for at levere på ejerkommu-nernes høje miljø- og klima ambitioner, hvori cirkulær økonomi har en stadig mere afgørende rolle.

"Samtidig glæder jeg mig til at være direktør for en virksomhed, der ikke kun ligger på en matrikel, men er en del af hele byens kredsløb. Jeg kan ikke vente med at komme i gang", slutter Jacob H. Simonsen.

Jacob Simonsen tiltræder stillingen den 14. august 2018.