Sikkert på taget af Amager Bakke

Det er sikkert at færdes på taget af Amager Bakke

I Ingeniøren, i dag bliver risikoen ved færdsel på taget af Amager Bakke diskuteret. Fordi Amager Bakke er et energianlæg, skal Arbejdstilsynet give dispensation for at færdes oven på taget, inden det er muligt at åbne tagparken for offentligheden. Det er en af fem milepæle, der mangler før endelig åbning.

ARC har arbejdet seriøst med problemstillingen gennem flere år. Vi har fået Rambøll til at beregne risiko, og risikoen er meget teoretisk. Med andre ord er risikoen minimal og mindre end risikoen ved at tage bus, cykel eller bil herud.

Men naturligvis bliver risikoen taget alvorligt, og derfor behandler Arbejdstilsynet i øjeblikket risikovurderingen.

Afslutning nærmer sig

Ud over dispensationen fra Arbejdstilsynet skal Amager Bakke-byggeriet nå fire milepæle, inden tagparken kan åbne.

Den helt åbenlyse er, at de rekreative arealer skal bygges færdige. Men derudover skal der være forskellige sikkerhedssystemer på plads, der skal godkendes skilift og der skal ske en godkendelse af selve tagparken efter det såkaldte forlystelsesdirektiv.

Amager Bakke åbner, når alle fem milepæle er nået, og det regner vi med sker i løbet af de kommende måneder.